Tom K. hædret

Den nordjyske motorsportsstjerne er blevet tildelt en af de fornemste priser i dansk idræt.

Mandag kunne Tom Kristensen skrive sig ind i rækken af danske idrætsudøvere der har modtaget den fornemme Hans Just A/S? Idrætspris - også kendt som Gunnar Nu-prisen.

Prisen tilfalder Tom Kristensen for 2013-sæsonen, som har været hans hidtil mest succesfulde i en lang og fornem karriere:

- Jeg er meget stolt over at modtage Hans Just A/S' Idrætspris i dag. Sportsligt har det været det bedste år i min karriere med sejr på Le Mans og senest FIA-verdensmesterskabet. Naturligvis har det været muligt, fordi jeg har været en del af et fantastisk team, som jeg også gerne vil takke i dag. Jeg er også meget glad for den fokus, det giver på dansk motorsport, som ikke traditionelt set har fået så meget opmærksomhed, men som har mange lysende talenter på vej frem, udtaler den nordjyske racerlegende på sin hjemmeside.

Med prisen fulgte et legat på 12.500 kroner, som Tom Kristensen efterfølgende donerede til "Mænd Mod Kræft"-kampagnen under Kræftens Bekæmpelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland