I kvalifikationen lå danskeren længe til pole position i Audis nye R15-model, men på sidste omgang blev han sensationelt slået med 8/100 sekund af en anden debutant-bil, Honda-Acura ARX 02a.
Tom Kristensen har rekorden for flest sejre på Sebring-banen i Florida, og han har også rekorden for flest hurtigste omgange på banen. I dag kiksede det dog en anelse for nordjyden, der måtte se pole position glide ham af hænde på sidste omgang af tidskørslen.
- Jeg plejer ikke at køre kvalifikationen herovre, fordi vi tre kørere i bilen som altid deler rollerne imellem os. Jeg fik så chancen i år, og selv om jeg naturligvis gerne ville have holdt forrest, er det vigtigste for os, at vi er ved at få styr på vores nye Audi, forklarer Kristensen.
Løbet på Sebring-banen køres lørdag eftermiddag dansk tid.