Tom Kristensen må nøjes med Audis andenbil

Tredjepladsen i 2010 sender Tom Kristensen og hans kørerteam på Le Mans ned i Audis andenbil.

Tom Kristensen får chancen for igen at sætte nye rekorder i det franske 24-timers-løb Le Mans, da hans team Audi har besluttet, at der er genvalg til hele danskerens kørerteam.

Men Tom Kristensen, som har vundet løbet otte gange, må efter tredjepladsen i fjor flytte ned i Audis bil nummer to, når der er Le Mans næste gang.
 
- Alle vore biler havde potentiale til at vinde, og det forklarer, hvorfor vi har besluttet at køre med samme besætning i Le Mans 2011, siger Audi's motorsportschef, Wolfgang Ullrich i en pressemeddelelse.
 
I Audis førstebil ved Le Mans 2011 skal sidde sidste års vindere, Timo Bernhard, Romain Dumas og Mike Rockenfeller.
 
Tom Kristensen skal dele sin Audi med sine velkendte kolleger Dindo Capella og Allan McNish.
 
- Nu kan vi fokusere alene på at udvikle Audi R18 uden at tænke over, at vi skal integrere nye kørere på holdet, hvilket ville give ekstra arbejde og risiko.
 
- De seneste år har vi haft et meget stærkt og harmonisk mandskab af kørere ved Le Mans, siger Wolfgang Ullrich.

Le Mans køres 11-12 juni.


Seneste nyt

fra Nordjylland