Topresultater for Nordjyske duatleter ved VM

I weekenden blev duathlonstævnet VM Powerman i Holland afviklet. Det gav gode resultater til de fire deltagere fra Aalborg Triathlon Klub. Distancen var 15km løb, 60km cykling og 7½ km løb.

Fire deltagere
Aalborg Triathlon Klub stillede til start med fire deltagere, elitedeltagerne Aksel Nielsen og Susanne Svendsen samt veteranerne Hans Jørgen Bach og Frank Jensen.

Aksel i verdenseliten
Aksel Nielsen blev nr. 5 i elitefeltet, med en tid på 2 timer 48 minutter og 36 sekunder.

Aksel havde et taktisk velkørt race og kunne afslutte konkurrencen med den hurtigste løbetur af alle. Den samlede vinder blev Benny Vansteelants (Belgien), der vandt i tiden 2:41:54.

Med den flotte 5. plads har Aksel Nielsen med alt tydelighed cementeret sig i toppen af verdenseliten.

Nr. 9 hos kvinderne
Susanne Svendsen blev nr. 9 i kvindernes elitefelt, med en tid på 3:18:50t. Susanne kørte et jævnt race, der viser at hun er kommet stærkt tilbage efter et voldsomt styrt sidste efterår.

Vinderen af kvindernes felt blev den tidligere verdensmester Erika Csomor (Ungarn) i tiden 3:04:22t.

Veteranernes resultater
Til trods for et voldsomt styrt på første løbetur, blev Hans Jørgen Bach en flot nr. 5 i klassen 40-44 år med tiden 3:01:14t, kun 1:58 min. efter vinderen i aldersklassen.

Frank Jensen, der netop i år er vendt tilbage til sporten, blev nr. 11 i klassen 35-39 år, med tiden 3:17:02.

Mere informtion
Mere info angående stævnet eller Aalborg Triathlon Klub kan findes på www.dtrif.dk, www.aalborgtri.dk eller www.powerman.nl (resultater).


Seneste nyt

fra Nordjylland