Total på vej ud af Dybvad
Det franske energiselskab Total har opsagt deres lejemål, hvor ansatte på den kontroversielle skifergasboring nær Dybvad er indkvarteret. Det har fået flere skifergasmodstandere til at håbe, at Total er ved at give op, men energiselskabet siger, at man blot holder en længere pause, hvis prøveboringen viser, at der er skifergas i undergrunden.
På det herskabelige landsted Hjortholm, der ligger omkring et par kilometer fra skifergasboretånet, har Total siden februar lejet sig ind, og har haft informationscenter og indkvartering af flere franske ingeniører. Men nu er lejemålet opsagt.
- De har været hurtigere færdig med prøveboringen end jeg regnede med, men Total har været en rigtig god lejer, der altid har betalt til tiden, siger udlejeren af Hjortholm, Ib Flensted Nielsen, til TV2 Nord.
Total havde egentlig lejet landstedet for 18 måneder, men allerede til oktober flytter selskabet ud. Altså efter blot otte måneder. Det har givet skifergasmodstanderne i protestlejren håb.
- Jeg håber da, at Total endelig har indset, at der ikke skal bores efter skifergas heroppe hos os, siger Britta Glinvad Kristensen, der er talskvinde i Protestlejren Skifergas Nej Tak.
Skifergasmodstanderne skal dog ikke begynde at glæde for tidligt. Selv om det over 50 meter høje tårn, hvorfra der bliver prøveboret, også snart skal pilles ned.
- Hvis boringen er positiv, og vi finder gas, så skal vi i gang med en produktionstest med hydraulisk frakturering med en anden slags borerig. Inden da skal vi dog først have lavet en ny VVM-undersøgelse, siger Henrik Nikolaisen, der er projektkoordinator hos Total.
Når tårnet til prøveboringen bliver demonteret sidst på sommeren eller først i efteråret, forventer Total, at der vil gå mindst et år før man er klar til udvinde skifergassen, hvis det nogensinde bliver til noget.
- Så får vi bare endnu mere tid til at mobilisere endnu mere modstand mod skifergasboringer i Danmark. En pause i borearbejdet skal vi nok forstå at udnytte, siger Britta Glinvad Kristensen.
Hvis Total alligevel vender tilbage efter en pause, så kan selskabet godt regne med at få deres lejede landsted Hjortholm tilbage, hvis det ikke er solgt inden da.
- De skal være noget så velkomne, siger udlejer Ib Flensted Nielsen.
SE TV2 NORD ONSDAG KL. 19:30