Træner til finalen
Nordjyllands klogeste hoveder klar til finale
Aalborgensisk 6. klasse pudsede i dag deres paratviden af, inden deres deltagelse i landsfinalen i skolequizzen "Smart Parat Svar" i morgen.
- Hvornår blev den første sms sendt?
- Hvornår gik Hitler ind i Polen?
Spørgsmålene er mange til fem elever fra Sct. Mariæ Skole i Aalborg. Og man får hurtigt indtryk af, at de nærmest skal vide alt. Men det er der også en god grund til - 6. klasse fra Sct. Mariæ Skole skal nemlig dyste i landsfinalen i skolequizzen "Smart Parat Svar" i morgen.
- Jeg synes, vi har rimelig godt styr på det, men det kan selvfølgelig altid blive bedre, siger Anna Lauritsen, som er en af dem fem elever fra klassen, som i morgen skal dyste i konkurrencen.
Klassen vandt for nylig den nordjyske finale i quizzen. De slog Bangsbostrand Skole fra Frederikshavn, da finalen blev sendt direkte på TV2/Nord den 7. november. I morgen skal klassen så forsøge at føre Nordjylland til sejr i landsfinalen.
- Vi håber selvfølgelig, at det går godt. Men vi har jo ikke mødt dem, vi er oppe imod, siger Anna Lauritsen.
Der er da også visse emner, som eleverne hellere vil svare på spørgsmål om i morgen, end andre.
- Græsk mytologi eller bøger, siger et af holdets medlemmer, Frederico Morelli.
Hans holdkammerat, Georg Vestergaard, vil hellere svare på spørgsmål om superhelte eller historie, mens et bestemt emne slet ikke huer Frederico Morelli.
- Altså dansk politik! Jeg fatter det ikke, konstaterer han.
Hvem der i sidste ende kommer til at svare på hvad, må holdkammeraterne vente med at finde ud af til i morgen. Sikkert er det dog, at landsfinalen sendes direkte på TV2/Nord fra kl. 13.00.