Trafik: Uheld to forskellige steder på Nordjyske Motorvej
Foto: Mette Henriksen
Arkivfoto.
To trafikuheld gav udfordringer på E45 i løbet af eftermiddagen. Ingen skulle dog være kommet alvorligt til skade de to steder.
Uafhængigt af hinanden skete to trafikuheld på Nordjyske Motorvej E45 i løbet af torsdag eftermiddag. Uheldene er sket ved Støvring og Hjallerup.
Nordjyllands Politi modtog den første melding om et uheld klokken 13.53. Her var to biler og en lastbil impliceret i et uheld, der gav trafikale udfordringer på motorvejen ved Støvring.
- Hvorfor det skete, ved jeg ikke endnu. Det er man ved at undersøge. En enkelt person skulle have nakkesmerter, oplyser Bruno Brix, vagtchef hos Nordjyllands Politi.
Der skulle altså kun være tale om lettere persontilskadekomst ved uheldet, og uheldet betød samtidig kødannelse på strækningen i løbet eftermiddagen.
- Der har været lidt trafik dernede, men der skulle være løsnet på det dernede, oplyser vagtchfen.
Ambulancer til stede ved Hjallerup
Klokken 16.15 modtog Nordjyllands Politi den anden anmeldelse om et færdselsuheld. Uheldet skete på motorvejen i nordgående retning nord for Hjallerup.
- To biler er kørt sammen, og den ene rullede rundt på taget. Vi har lige fået en patrulje op på stedet, og personerne skulle være kommet ud af bilerne, fortæller Bruno Brix, der samtidig oplyser, at der umiddelbart ikke skulle være sket stor tilskadekomst.
To ambulancer er dog på stedet. Uheldet er sket i det ene spor, men den anden vognbane er åben, og uheldet skaber derfor ikke de store trafikale problemer.