Trafikaftale gavner også Nordjylland
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti er i dag blevet enige om en bred aftale om den kollektive trafik, som også vil komme nordjyderne til gavn.
Siden betalingsringen i København blev droppet, har der hersket stor debat og tvivl om, hvor pengene til den kollektive trafik nu skal komme fra og hvordan.
Men nu kan de nordjyske pendlere ånde lettet op efter, at en bred aftale om den kollektive trafik i dag er kommet på plads.
Finansminister Bjarne Corydon er tilfreds med aftalen.
- Vi har brug for bedre tilbud til de mange brugere af tog, busser og metro. Samtidig har vi brug for mindske forurening og trængsel, ved at flere mennesker vælger offentlig transport frem for bilen. Med aftalen tager vi et godt og grønt skridt i den rigtige retning, siger Bjarne Corydon i en pressemeddelse.
Regeringen er blevet enig med Enhedslisten og Dansk Folkeparti om, at der blandt andet hvert år skal afsættes 500 millioner kroner årligt til billigere billetter til offentlig transport.