Trafikuheldene i Frederikshavn Kommune
Det er de 18 til 40-årige, mandlige personvognsbilister i fuld fart ud ad landevejen, der tegner sig for de alvorligste uheld i Frederikshavn Kommune, viser den uheldsstatistik, som Grontmij | Carl Bro udarbejder med uheldstal fra de seneste fem år.
Mere alvorlige ulykker
Kigger man henover de fem år, så er der sket cirka den samme mængde ulykker hvert år.
Der var en faldende tendens i 2005 og 06, som desværre udlignede sig i 2007. Men i samme periode er ulykkerne blevet så meget mere alvorlige, idet antallet af personskadeulykker er steget med hele 14 %.
Mest i landområder
Det er i landområderne at flest ulykker inkluderer personskade. Carl Aage Christensen fra Nordjyllands Politi kommenterer:
- Vi har det seneste år set et skred i typen af uheld, fra krydsuheld i byerne til flere strækningsuheld på åbent land. Og det er hastigheden på åben strækning, der er synderen. De yngre mennesker med manglende rutine undervurderer hvor hårdt hastigheden slår, når de taber herredømmet og kører af vejen.
Flest krydsulykker i byerne
Mængdemæssigt er det stadig krydsulykker i byerne, der er flest af, men den generelt lavere fart i byerne betyder, at det her oftere er materiellet, der får bulerne.
Personbiler topper listen
Det er helt tydeligt personbilsulykker, der tegner sig for flest uheld og personskader. Mængdemæssigt kommer ulykker på knallert 30 ind på andenpladsen. Cirka 15 procent af alle uheld er cyklistuheld, og her er fordelingen sådan, at det i den unge aldersgruppe er drengene, og i den ældre aldersgruppe kvinderne, der er involverede i uheld.
Kørsel med promille
Kørsel med promille er ikke blot ulovligt, men også rigtig farligt. Det viser statistikken over uheld, hvor føreren er spirituspåvirket. En fjerdedel af samtlige uheld i Frederikshavn Kommune involverer alkohol, og igen er det de 18-40-årige, der tegner sig for hovedparten af uheldene. I flest tilfælde med en promille på over 1,20 og i mere end halvdelen af tilfældene i soloulykker.