Transportbranchen i Nordjylland skriger på arbejdskraft
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der er omkring 4,5 procent arbejdsløse nordjyder - de fleste af dem er desperate for at få et job. Og faktisk er der en branche, der næsten skriger på arbejdskraft, nemlig transportbranchen.
Der er stor mangel på chauffører til både lastbiler, busser og taxaer i Nordjylland.
Fredag formiddag gjorde 3F, Job Centeret og AMU Nordjylland et forsøg på at ændre den store mangel på arbejdskraft, da de inviterede de nordjyske ledige en tur på køretekniskanlæg i Nørresundby.
Her havde de mulighed for både at blive klogere på jobbet som chauffør, men også møde deres måske nye arbejdsgiver.
-Vi holder det her i dag, for at få nogle flere i job. Og når vi nu har en branche, som mangler arbejdskraft, så er det jo logisk at føre de to sammen, siger Mogens Davidsen, der er faglærer ved AMU Nordjylland.
En af de ledige nordjyder, som mødte op på anlægget var Carsten Jensen fra Kongerslev. For halvanden måned siden mistede han sit job på Siemens Vindmøllefabrik i Aalborg, og lige siden har han ledt desperat efter noget andet.
- Jeg har det ikke særlig godt med at være arbejdsløs. Nogle mennesker, kan man sommetider godt føle, er nedladende. Som om man går arbejdsløs, fordi man ikke gider at arbejde. Sådan forholder det sig jo ikke, siger han.
For at undgå at blive ved med at være ledig, mødte han op i Nørresundby for at kaste sig ud i noget helt nyt.
-Jeg synes, at det kunne være sjovt at prøve at gøre noget andet. Min svigersøn kører lastbil, og hvis jeg kunne få samme arbejdsplads som ham- ja, det ville jeg gerne, siger Carsten Jensen.