Transportordførere på roadtrip: Vil sætte fokus på grøn trafik

Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne og Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre kører i disse dage fra Skagen til Gedser i en brintbil.

To transportordførere fra hver sit parti er på roadtrip hele vejen igennem Danmark. Transporten foregår i en brintbil fra Hyundai. Sammen vil de vise, at Danmark er klar til at bruge de miljøvenlige biler.

- Det gør vi, fordi vi vil sætte fokus på mere grøn bilisme, og i den sammenhæng er brint biler et nyt alternativ, der sammen med elbilerne og biogas bilerne skal være fremtiden, fortæller transportordfører Rasmus Prehn (S).

Hos FDM er man imidlertid skeptisk. For der skal ske meget, før hr. og fru Danmark vil købe de miljørigtige, men dyre biler. Problemet er den danske afgift, der er en procentdel af bilens værdi.

- Så længe man har et afgiftssystem, hvor afgiften er en værdiafgift, så holder man effektivt al ny teknologi ude, og det være sig elbiler, brintbiler og dybest set også sikkerhedsudstyr i biler.

Den udfordring er de to transportordfører opmærksomme på. Både afgift og optakningsmulighederne er begrænsede i Danmark lige nu.

- Brintbilen er stadigvæk dyr, og det er svært at tanke og så videre. Og der må vi jo have fokus på at sikre en udvikling, hvor der bliver en tankningsstruktur i hele landet, fortæller Rasmus Prehn.

Hos Venstre er de enige i, at der skal ske ændringer, hvis el- og brintbilerne for alvor skal slå til på de danske landeveje.

- Der er jo ingen tvivl om, at vi nok skal bevæge os i en retning af, at bilafgifterne i fremtiden bliver mere afhængige af af teknologien. Det vil sige, at en bil som ikke udleder CO2 er billigere end en bil, der udleder CO2, fortæller Kristian Pihl Lorentzen, der er transportordfører for Venstre.

De to transportordfører har på deres tur 30 møder med forskellige transportpolitiske interessenter.  


Seneste nyt

fra Nordjylland