Trav for millioner

Rie Raun fra Brønderslev bruger alle ugens syv dage efter arbejde på at hjælpe til hos travtræner Flemming Jensen. Han driver en af landets største stalde, hvor blandt andre danmarksmesteren Local Conch befinder sig. Lørdag skal den ud i det svenske millionløb Olympiatravet.

Og naturligvis drømmer Local Conch' staldpige, Rie Raun, om at skulle til vindercirklen, men drømmen rækker videre - til et af Europas største sprinterløb, Elitloppet.

- Selvfølgelig drømmer man om at være med i Elitloppet. Det kunne da være fantastisk, men spørgsmålet er selvfølgelig, om han er god nok. Det har vi aldrig fået bekræftet, men sidste år vandt han miniudgaven af Elitloppet, Sweden Cup, siger Rie Raun, der helt klart kalder det løb for en af hendes største oplevelser nogensinde.

Det er tredje sæson, Rie Raun tager sig af Local Conch. Hun er ikke ansat i stalden hos Flemming Jensen, men hjælper blandt med at træne og være med på løbsdage. Faktisk er hun alle ugens syv dage i stalden for at passe lidt over en håndfulde travheste.

- Jeg har et almindeligt job ved siden af, men når jeg er færdig som arbejdstilrettelægger ved Falck i Aalborg, suser jeg ud til Flemmings stald og arbejder videre med hestene, siger hun til Hestesportens Medier.

Men inden drømmen om Elitloppet måske bliver en realitet, venter lørdagens start i Olympiatravet med halvanden million svenske kroner til vinderen, skriver Hestesportens Medier.


Seneste nyt

fra Nordjylland