Travl nat: Indbrudstyve på spil i hele Nordjylland
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi har natten til tirsdag haft rigeligt at se til. Hele seks gange blev ordensmagten kaldt ud til indbrud eller indbrudsforsøg rundt om i Nordjylland.
Nordjyllands Politi har mandag aften og natten til tirsdag haft rigeligt at se til. Fra klokken 22.00 til cirka 04.00 ringede vagtcentralens telefon jævnligt med besked om indbrud rundt om i regionen.
I Vendsyssel havde to villaer i henholdsvis Hjørring og Frederikshavn ubudne gæster. Klokken 22 var det på Skagensvej i Hjørring hvor en eller flere flere tyve slap af sted med et ukendt bytte og klokken 23.05 var den gal på Kastanievej i Frederikshavn.
Her var det omvendt politiet der fik noget med hjem, for en rask borger havde opdaget indbruddet og tilkaldt politiet, som kunne overraske en 40-årig mand, mens han var ved at forlade gerningsstedet. Han har overnattet i detentionen i Frederikshavn, og det skal tirsdag besluttes om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.
Noget senere på natten havde politiet bid igen. På en landejendom på Aalborgvej i Dybvad kunne man omkring klokken 03.00 anholde først en og senere en indbrudstyv mere, som politihunde søgte sig frem til. De to mænd, der er lokale på henholdsvis 26 og 32 år havde forsøgt at stjæle en bil fra stedet. De er nu begge anbragt i detentionen i Frederikshavn.
På den anden side af fjorden var en indbrudstyv omkring klokken 01.40 på spil i en børnehave i Håndværkerparken i Hobro. Her overraskede en vagt tyven, som forlod stedet.
Derudover har tre indbrudstyve været på togt i en sølvgrå Audi. Først begik de indbrud i en børnetøjsforretning i Skørping og siden i Buus' Bodega i Suldrup. Den historie kan du læse mere om HER.