Tre AaB'ere på ligalandshold

Nicklas Helenius, Kasper Kusk og Henrik Dalsgaard er i den 25 mand store trup, der til januar skal på træningsophold i USA.

Mandag eftermiddag udtog landstræner Morten Olsen og U21-landstræner Morten Wieghorst det kombinerede ligalandshold og U21-landshold, der i slutningen af januar skal på træningslejr i Arizona i USA. I den 25 mand store trup er der blevet plads til tre unge AaB-spillere.

Nicklas Helenius, Kasper Kusk og Henrik Dalsgaard skal med landsholdet, som dels består af en flok helt unge spillere og dels tæller bundrutinerede navne som FCK's Lars Jacobsen, FC Nordsjællands Nicolai Stokholm og Brøndbyspilleren Dennis Rommedahl.

Henrik Dalsgaard og Kasper Kusk har begge spillet U21-landskampe, mens Nicklas Helenius som den eneste af de udtagne AaB'ere har erfaring fra A-landsholdet. Han er indskiftet i to landskampe.


Seneste nyt

fra Nordjylland