Tre afbud hos VEB før gyserkamp
VEB ramt af tre afbud i nedrykningsgyser. Det giver ligadebut til 18-årig gymnasieelev.
Debut til Lærke Folsted
18-årige Lærke Folsted får debut i Badmintonligaen, når Vendsyssel Elite Badminton (VEB) tirsdag spiller ude med Lillerød.
Gymnasieeleven fra Hjørring afløser englænderen Tracey Hallam, som blev skadet i lørdags under EM for hold.
Møder Xi Zhang
Lærke Folsted spillede for et par år siden en 1. divisionskamp mod VEB, men opgøret mod Lillerøds stærke kineser, Xi Zhang, bliver hendes første i Badmintonligaen.
Skadet Rikke Olsen
VEB har også modtaget afbud fra Rikke Olsen Siegemund. Hun er ligeledes skadet.
Det er første gang i hendes lange karriere, at hun melder afbud til en holdkamp.
Kineseren Qi Yi spiller mixeddouble i stedet for Rikke Olsen Siegemund.
Anup Sridhar også væk
Anup Sridhar er heller ikke med. Han er optaget af kvalifikationskampe til VM for hold, Thomas Cup.
Gyserkamp
Vinderen af opgøret slipper for at skulle møde Horsens i de afgørende nedrykningskampe.
- Det er typisk for vores sæson generelt, at vi må mangler tre spillere i den vigtige udekamp. Det har virkelig været op ad bakke for os, men vi går stadig efter sejren i Lillerød. 3-3 er et realistisk resultat, og så føler vi, at vi står stærkt i Golden Set, selv om Lillerød selvfølgelig har en stor hjemmebanefordel, udtaler VEB's sportschef, Peter R. Jensen.