Tre bilbrande på 10 minutter

De nordjyske veje er tirsdag morgen ramt af flere bilbrande.

Hele tre bilbrande indenfor blot ti minutter gør tirsdag morgen ved halv ni-tiden livet surt for de nordjyske bilister.

Trafikken på motorvej E39 mellem Hjørring og Vrå blev forstyrret, da en lastbil brød i brand. Lastbilen er nu parkeret i sydgående retning omkring to kilometer nord for Vrå. Det er højst sandsynligt lastbilens spritnyt batteri, der antændte førerhuset, som udbrændte.

Næsten samtidig blev Limfjordstunnellen på motorvej E45 midlertidigt afspærret af politiet i sydgående retning, da en personbil brød i brand i Kridtsvinget. Aalborg Kommunale Beredskab arbejder her tirsdag morgen med at rydde op efter branden, og derfor er trafikken stadig langsom på motorvejen.

Ikke langt derfra rykkede beredskabet ud til endnu en bilbrand i Aalborg Kommune. Denne gang gik det ud over bilisterne på Thisted Landevej mellem Nørresundby og Lufthavnen.


Seneste nyt

fra Nordjylland