TV2 Nord har de seneste dage kunnet fortælle om lange ventetider på hjælp til børn i mistrivsel og deres forældre.

I Aalborg Kommune er der mellem to og otte måneders ventetid på tilbud målrettet pressede familier, ligesom børn i mistrivsel skal vente i måneder på 'hurtig hjælp'.

Og selvom konsekvenserne af ventetid i de kommunale systemer er et ret ubelyst emne i forskningsregi, er overlæge i Børne- og Ungdsomspsykiatri og klinisk lektor, Anna Sofie Hansen, ikke i tvivl om, at ventetiden risikerer at gøre ondt værre.

- Først og fremmest kan man sige fra familiernes perspektiv, så er det jo altid frustrerende at stå i, at man har et barn, der har det svært og ikke oplever at kunne komme til hjælp, siger hun og fortsætter:

- Og der er helt sikkert ting, vi kan forebygge ved at sætte ind i tide.

Så det er muligt at undgå, at nogle former for mistrivsel udvikler sig til psykiske diagnoser ved at sætte ind i tide?

- Ja, det tænker jeg, det er i nogle tilfælde. Og så er der ting som ADHD og autisme, som det er svært at forebygge sig ud af, men hvor vi kan undgå, at der kommer belastningsreaktioner oveni, lyder det fra overlægen.

Fra dårligt til værre

En af dem, der har oplevet at søge hjælp, uden at få det, er Maja Ahler. Begge hendes børn har ADHD og høj begavelse, og begge har oplevet mistrivsel i skolen.

Hendes yngste søn har ikke været i skole siden december 2024.

På det tidspunkt havde Maja Ahler forsøgt at råbe op om sønnens problemer, men hun oplevede ikke, at hendes bekymring blev taget alvorligt.

Tiden gik. Han fik det værre. I december blev det umuligt for hende at aflevere ham om morgenen.

Siden da har han været hjemme, og selvom det lægger en dæmper på sønnens skolevægring, slider det på familien.

Derfor har Maja Ahler også efterspurgt hjælp ved kommunen til at håndtere de konflikter i hjemmet, der i høj grad opstår, fordi de alle er tyndslidte.

Men også her har hun mødt stilstand. Længe fik hun at vide, at den hjælp, hun efterspurgte, ikke fandtes. I november sidste år fandt hun ud af, at det gjorde den.

- Jeg sagde ja tak med det samme, men vi er stadig i proces med at blive henvist, fortæller Maja Ahler.

Når det en gang sker, er der yderligere to måneders ventetid på den reelle familierådgivning.

- Der er ikke nogen forældre, der opsøger professionel hjælp uden at have brug for det, siger overlæge Anna Sofie Hansen.

Maja Ahler og flere andre forældre, vi har talt med, fortæller, at de oplever at have fået det værre, mens de har ventet på hjælp til deres børn og deres familie. Tænker du, at det er en realistisk konsekvens?

- Ja, det gør jeg. Når man er en familie og står der, hvor man har et barn, der har det svært, så er alt ventetid for lang ventetid.

Søger hjælp i årevis

Anna Sofie Hansen forklarer, at der de seneste år er kommet et øget fokus på, hvad der sker i den periode, en familie venter på hjælp.

Men trods det er der stadig mange aspekter af særligt de kommunale ventetider, som vi ved meget lidt om.

- Vi ved nærmest ingenting om, hvilke effekter det har at vente på hjælp i det kommunale system. Men det, vi ved, er, at børn, der ender i psykiatrien, har søgt efter hjælp i flere år, inden de kommer dertil, siger hun og fortsætter:

- Og så ved vi, at for familierne er der ikke en adskillelse mellem ventetid til psykiatrien og til kommunale tilbud. Det er alt sammen en del af den samlede oplevelse af at vente på den rette hjælp.

Alle starter i bunden

Ifølge Anna Sofie Hansen hænger de mange års søgen efter hjælp, der ligger forud for, at et barn ender i psykiatrien, sammen med den trappetrinstænkning, der er om hjælp.

Man starter i bunden med det mindst indgribende, og hvis det ikke hjælper, kan man tage et skridt op. Og sådan går tiden.

Den tilgang kender Maja Ahler indgående, og for hende at se er der ingen tvivl om, at man har spildt tid på tiltag i bunden af trappen, som hun fra start kunne have sagt, aldrig ville hjælpe hendes søn.

- Det kan jeg godt være lidt bitter over, fordi vi har spildt kræfter på noget, der aldrig ville du, siger Maja Ahler, som går hjemme på fuld tid, mens familien venter på et nyt skoletilbud til hendes søn.

Og netop det fremhæver overlæge Anna Sofie Hansen også som en af de afledte effekter af ventetiden.

- Særligt for mødrene kan vi se, at der på gruppeniveau er en påvirkning i forhold til, at de har mindre tilknytning til arbejdsmarkedet, som formentlig skyldes, at de er nødt til at være hjemme sammen med deres børn.

Der er måske en del, der er ved at være godt trætte af snevejret, og de udfordringer det medbringer. Men ikke Tina Bols fra Hals.

- For min skyld må det gerne ligge så længe som muligt, siger hun smilende, mens hun holder fast i tømmerne og dirigerer hestene.

For snevejr betyder for Tina Bols, at hun kan tage den gamle kane, som har været i familien i generationer, ud ad laden og spænde den bagpå sine to heste, Tarzan og Junker.

- Det er ren nostalgi. Det er barndommens glæde, fortæller hun.

For hun har kørt på den, siden hun var en lille pige sammen med sin far.

Ikke mere sne

Man hører engang i mellem sætningen 'det var bedre i gamle dage', og der kan da også være en undertone af det i Tina Bols udlægning af kanekørslen.

- Da jeg var barn, kørte vi hver vinter, men det er jo ikke hver vinter, det er muligt længere, fortæller hun.

Se indslaget her:

Faktisk har hun de sidste fem år kun været ude at køre med kanen to gange. I år har dog været et anderledes godt år.

Og vejrudsigten ser, trods lidt usikkerhed, ud til at give Tina Bols endnu flere oplevelser som kanekusk denne vinter.

En helt speciel ting

Når der ikke er sæson for kanekørsel, kører Tina Bols med hestevogn. Både for hyggens skyld, men også i forbindelse med bryllupper.

Men det er ikke det samme, som en tur i kanen, fastslår hun.

- Det er det ypperste, fortæller hun smilende og fortsætter:

- Det er lyden af bjælderne og hovene, der træder igennem sneen, og så den der knitren mod sneen. Det er bare fantastisk.

Og hun er da heller ikke den eneste, der synes kanekørsel er fascinerende.

- Hvis jeg kører, og der kommer en bil, så stopper de ofte op og stiger ud og tager billeder, fortæller hun.

På nuværende tidspunkt har hun da også en venteliste med folk, der gerne vil have en tur.

Da hun bliver spurgt om, hvorvidt folk er velkomne til at komme og få en tur svarer hun:

- Ja, hvis man har tøj nok på og mod på at sidde her sammen med mig, så er det bare alletiders.

I sidste uge faldt der dom i en sag om grov vanrøgt af 83 slanger af arten kongepython.

Den 39-årige slangeejer blev dømt for overtrædelse af dyrevelfærdsloven, idet han ikke havde givet sine mange slanger mad og vand i så lang tid, at flere af dem døde af sult og tørst.

Det kostede 60 dages betinget fængsel og en frakendelse af retten til at eje dyr i en periode på tre år.

En del af anklagemyndighedens tiltale gik også på, at slangerne blev holdt i kasser, der var for små. Men det forhold mente Retten i Aalborg ikke, at den 39-årige kunne dømmes for, idet der ikke findes klare regler på området.

Dyrevelfærdsloven fastslår, at dyr skal holdes forsvarligt og have mulighed for at udøve naturlig adfærd, men den siger ikke noget om, hvor meget plads en slange som minimum bør have.

Det er et kæmpe problem, fordi det ofte efterlader myndighederne i en gråzone, mener Peter Løve Mark, der har gjort sin mangeårige passion for slanger til sit erhverv som såkaldt slangetæmmer.

Slanger kunne ikke bevæge sig

Med sin specialviden og mange års erfaring assisterer Peter Løve Mark jævnligt politi og dyrlæger i sager, hvor der skal gribes ind over for private borgere, der holder slanger.

Det er netop i den forbindelse, at han ofte oplever, at myndighederne mangler et klart lovgrundlag at håndhæve i praksis.

- Vi har ingen lovgivning for, hvordan kasse- eller rackforhold skal være til slanger. Og det er problematisk, fordi vi gang på gang oplever, at slanger går i alt for små kasser.

Han husker blandt andet en sag fra sidste år, hvor tre slanger blev holdt i én kasse.

- Det var simpelthen skrækkeligt, siger Peter Løve Mark.

Ifølge ham sker det ofte, at slangeejeren får en bøde, for eksempel hvis der ikke er tilsluttet varme til kassen, men selve størrelsen på kassen er der ikke meget at stille op med, fortæller han.

- Man kan stå der sammen med politiet, og så kan ejeren bare sige: 'Der er ingen regler. I kan ikke gøre mig noget', siger Peter Løve Mark.

Lovgivningen er for vag

Slangetæmmer Peter Løve Mark mener, er der er brug for mere præcise formuleringer i lovgivningen.

- Jeg ville ønske, at man som minimum ville sige, at en slange kun må fylde en tredjedel af en kasse. Så skal de resterende to tredjedele være plads til slangen. Egentlig ville jeg ønske endnu mere, men det er sådan, jeg forestiller mig, at et minimumskrav kunne lyde, foreslår Peter Løvemark.

Når slanger holdes i meget små kasser, handler det ifølge slangetæmmeren ofte om plads – og i nogle tilfælde også om økonomi.

- Jo flere slanger du har, jo mere plads kræver det. Hvis du kan have mange slanger på lidt plads, så kan du avle mere. Og når der ikke er regler, så kan kasserne blive så små, at slangen næsten ikke kan bevæge sig, siger han opgivende.

Derfor efterlyser han nu politisk handling og mere konkrete regler for slangehold, som han anser for at være underbelyst i dyrevelfærdsdebatten.

- Jeg tror, politikerne ser det her som en nichehobby. Men der er langt flere krybdyr i Danmark, end folk er klar over, og derfor er der også brug for klare regler, der sikrer deres velfærd, siger Peter Løvemark.