Tricktyve aflurede Annas pinkode, men politiet aflurede tyvene
Webclip på tv2nord.dk
Anna Ring Madsen tog sig masser af forholdsregler, da hun natten til lørdag festede i Jomfru Ane Gade. Alligevel lykkedes det for to tricktyve at få stjålet hendes Dankort.
Med sin taske sikret omkring halsen begav Anna Ring Madsen sig natten til lørdag ud på dansegulvet på et diskotek i Aalborgs festgade Jomfru Ane Gade. I tasken var den værdifulde trio: Nøgler, mobiltelefon og Dankort.
- Jeg er egentlig lidt imponeret over dem, for jeg opdagede ikke noget som helst, må jeg indrømme, fortæller Anna Ring Madsen.
Anna Ring Madsen opdagede at hun manglede sit Dankort, da hun ville købe øl i Baren. Og det var i samme situation tidligere på aftenen, grundlaget for tyveriet blev lagt.
- De har afluret min pinkode, da jeg har været oppe og købe øl, fortæller Anna Ring Madsen.
- Jeg er nok ikke så god til at dække over min kode, når jeg bruger mit Dankort, så det kan være, jeg skulle blive bedre til det. Men ellers synes jeg faktisk, jeg er meget varsom med min taske. Jeg lægger den ikke fra mig og har den på mig hele tiden.
Det var civile betjente, der på baggrund af et tip holdt øje med de to polske tricktyve. De blev anholdt, da de ville hæve penge fra de stjålne Dankort. Lørdag blev de idømt en strakdom på 20 dages ubetinget fængsel og indrejseforbud til Danmark i seks år.