Trods fase 4-åbning: Der skal stadig lukkes til midnat
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Folketingets partier har netop vedtaget, at det igen bliver muligt at gå på bar frem til klokken 02, men de nye retningslinjer i den netop vedtagne aftale om fase 4, gælder ikke allerede fra i aften. Arkivfoto
Politiet er klar med bødeblokken, hvis der ikke lukkes til midnat.
Folketingets partier har netop vedtaget, at det igen bliver muligt at gå på bar frem til klokken 02, men de nye retningslinjer i den netop vedtagne aftale om fase 4, gælder ikke allerede fra i aften.
Det slår vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Henrik Beck, fast.
Den opfattelse har det nordjyske folketingsmedlem for de Konservative, Per Larsen, dog ikke.
Han var selv en af hovedaktørerne i den politiske aftale, der landede natten til lørdag, da han på Konservatives vegne var med til at forhandle aftalen om genåbningens fase 4 igennem.
- Efter min opfattelse, så gælder de nye regler fra nu, siger Per Larsen.
Han tilføjer, at som udgangspunkt må politiet jo selvfølgelig vide det - og måske venter på en opfølgning fra centralt hold.
- Jeg må være ærlig og sige, at jeg er skuffet over det, hvis den del af aftalen ikke allerede fra i aften er gældende, for den såkaldte seksdagsregel er, så vidt jeg er orienteret, blevet ophævet, og grænsekontrollen tjekker ikke længere udenlandske turister om de har booket mindst seks overnatninger, siger Per Larsen.
Nordjyllands Politi ryster dog ikke på hånden og er klar til at dele bøder ud såvel som at lukke værtshuse, der måtte holde åbent længere end til klokken 2.
- Vi har i løbet af dagen fået efterretninger fra hele Nordjylland om, at der er flere værtshuse, der annoncerer med at holde åbent til klokken to i nat, men den går altså ikke, for ændringen, i forhold til hvor længe man må holde åbent, er ikke trådt i kraft endnu. Så derfor vil vi i løbet af aftenen ud og kontrollere, at alt er i orden, siger vagtchef Henrik Beck, Nordjylland Politi.
I første omgang får politiets besøg karakter af en vejledende samtale, idet der kan være mange, der i god tro har tænkt sig at holde åbent.
- Vi har et regelsæt, der gælder og skal overholdes, således at alle arbejder ud fra samme regler, siger Henrik Beck.