Turistforening vil have prisen sat ned
Uenighed på Læsø om prisen på færgebilletten til og fra øen. Turistforeningen vil have nedsat billetprisen i stil med DSBs orange afgange og andre billig-afgange kendt fra fly og færger. Men den ide er færgeselskabet ikke med på.
- Læsø skal ikke sælges som noget, der er billigt. Vi skal sælge øen på gode oplevelser og på den merværdi, turisterne får, når de besøger os, siger direktør i Færgeselskabet Læsø K/S, Jess Jessen-Klixbüll.
Formanden for turistforeningen Bertel Fog er enig med færge-direktøren et stykke ad vejen - med undtagelse af det, der handler om prisen.
- Vi har meget at byde på hele tiden, problemet er, at der er for få gæster, der oplever det uden for højsæsonen, siger Bertel Fog.
Turistforeningen tror, at billige billetter på udvalgte afgange - der i forvejen er svære at få afsat - vil kunne give helårsturismen et tiltrængt løft.
- Det betyder da meget for børnefamilien og det ældre ægtepar, som får lyst til en forlænget weekend - om de skal betale fuld pris på færgebilletten eller ej. Målet er simpelthen, at få flere gæster uden for sæsonen. Det gavner alle på øen - også færgen. Det handler om at opretholde hele vores ø-samfund - der skal flere turister til for at vi fortsat kan blive ved at fungere som helårssamfund, siger Bertel Fog.
Turistforeningen er netop blevet enig med færgebestyrelsen om at regne på alternativer til de nuværende færgepriser.
Det koster i dag for en familie med to børn og bil 770 kroner at komme til og fra Læsø uden for højsæsonen - og ca 400 kroner mere om sommeren.