TV 2 Vejret varsler voldsomme mængder regn
Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix
Der er risiko for skybrud og lokale oversvømmelser i den centrale og østlige del af landet.
Vejret skifter fuldstændig karakter fra søndag til mandag.
Fra højsommer til et langvarigt og kraftigt regnvejr med risiko for oversvømmelser.
Op til en måneds regn på 20 timer
TV 2 Vejret varsler meget kraftigt regn. I det varslede område kan man stedvist forvente mellem 40 og 70 millimeter regn.
Normalt får Danmark 76 millimeter regn i løbet af hele september.
Der vil stedvist være torden og lokale skybrud med mere end 15 millimeter regn på 30 minutter. Der er derfor også risiko for lokale oversvømmelser.
Varslingsperioden begynder klokken 2 natten til mandag, og den udløber mandag aften klokken 22.
Mandagens uvejr giver voldsomt regnvejr i Italien søndag
Årsagen til det store vejrskifte fra søndag til mandag er et hidsigt lavtryk over Italien søndag.
På satellitbillede kan man nu se både mandagens kraftige regnvejr og den koldfront, som placerer sig lige sydvest for Danmark, som også medvirker til vejrskiftet.