TV: Enorme drager svævede over Blokhus Strand

Luftrummet over Blokhus har i de sidste par dage været præget af store farvestrålende drager. Entusiaster fra hele Europa har været samlet på stranden for at flyve med drager.

Drageflyvere har taget turen til Nordjylland fra blandt andet Tyskland, Spanien, og Sverige. Den hårde vind drillede, og det betød at de helt store drager med en vingefang på 10 meter ikke kunne komme op. Publikum måtte nøjes med at se drager med 8 meter vinger.

En af deltagerne er Rolf Zimmermann fra Hannover. Han syr selv sine drager og de sidste syv år har han levet af at flyve med dem. Han havde omkring 20 drager i luften på en gang.

- Det er hårdt arbejde at holde alle dragerne i luften. Når man har flere drager i luften med flere liner og vinden skifter, så må man justere, men man kan ikke være overalt på samme tid, siger Rolf Zimmermann.

De flyvende dyr på himlen trækker folk på stranden. Og nogen har også taget deres egne drager med.

Søndag er dragefestivalens sidste dag. Det er tredje år i træk der er dragefestival på Blokhus Strand.


Seneste nyt

fra Nordjylland