TV: Wakeboardere gør klar til sæsonstart
Foråret er kommet til Nordjylland. Derfor var wakeboarderne i Aalborg Cable Park i dag i gang med de sidste forberedelser til sæsonstarten i næste weekend.
Wakeboarderne i Aalborg Cable Park brugte søndagen på at forberede det sidste til sæsonstarten i næste weekend.
Søndag kom både arbejdstøj og våddragter i brug i Aalborg Cable Park. Flere af wakeboarderne, som bruger Aalborg Cable Park, brugte nemlig den flotte forårsdag på at klargøre parken til sæsonstarten i næste weekend.
- Vi glæder os som små børn til at komme i gang. Nu har vi haft en mild vinter, så vandet er ikke koldt. Derfor vil vi bare i gang hurtigst muligt, siger wakeboarder Rune Wedenborg.
Der mangler endnu at blive støbt nogle ankre, der kan holde de ramper, wakeboarderne bruger som afsæt, på plads. Derfor var cementblanderen på arbejde søndag.
Wakeboarderne havde dog ikke kun en forårsdag i arbejdets tegn. Der blev også tid til en tur på vandet. Og sådan en tur kan være god for flere ting.
- Det var forfriskende. Især når man har lidt tømmermænd, så er det godt lige at komme i vandet. Det bliver man frisk af, og på en dag som denne er det perfekt, siger Mads Kyed Jensen, som søndag tyvstartede sæsonen.
Wakeboarding er en sport, som vinder frem i Danmark. Det er der ifølge Rune Wedenborg en særlig grund til.
- Man har det sjovt. Nogle af os dyrker også sporten på konkurrenceplan, men det vigtigste for os alle er sammenholdet og at vi har det sjovt, fastslår Rune Wedenborg.
Wakeboarderne tager officielt hul på sæsonen i Aalborg Cable Park på lørdag. Her er alle velkomne til at kigge forbi, og det er aldrig for sent at spænde boardet på fødderne.
- Alle kan komme i gang med det. Det er nemt at starte, og der er masser af gode instruktører hernede, som er gode til at lære fra sig, siger Rune Wedenborg.