TV2 Nord fejrer fødselsdag: 30 år med levende billeder fra Nordjylland

Den 1. april runder TV2 Nord et skarpt hjørne. Stationen fylder nemlig 30 år, og det fejrer vi med et sammenklip af de bedste øjeblikke fra de tre årtier.

30 år er der gået siden TV2 Nord for første gang rullede over skærmen med nordjyske nyheder. Det var den 1. april 1989, at den første studievært, Pia Stuckert, kunne byde velkommen til den splinternye kanal. Vi har markeret den runde fødselsdag ved at lave en kavalkade af de allerbedste klip, der er taget gennem årene. 

Husker du måske Jean Michel Jarre-koncerten i Gl. Vrå Enge, der druknede i regn og skabte trafikalt kaos? Eller da Dash 8-flyet havarerer i Aalborg Lufthavn? På en mere munter tone husker du måske, da vi prøvede at lære nordjyderne, hvad man skal gøre, hvis man møder en ulv?

Disse klip og mange flere kan du finde i vores kavalkader, der er skabt for at fejre 30 år med nordjysk tv. Du kan se første del af kavalkaden lige herunder. Anden del finder du ved at trykke her.

 

I 1989 var der ingen, der havde drømt om den teknologi, vi kender i dag. Computere fandtes ikke, så alt blev klaret med skrivemaskiner. Studieværten sad inden udsendelsen med et stopur for at tage tid på oplæggene til historierne, for i sidste ende skulle tiden jo passe. Hvilket er en af de få ting, der ikke har ændret sig - tiden skal stadig holdes. 

quote Efter 30 år ligger der jo i hundredvis af minutter med sjove, skæve, rørende øjeblikke med nordjyder.

Mogens Jørgensen, ansat på TV2 Nord i 30 år 

- Indslagene blev dengang afviklet fra bånd, og der var en mand på arbejde under udsendelsen alene for at skifte bånd i båndmaskinen. Nu har vi lige fået et nyt studie, så hele udsendelsen kan afvikles med kun en mand i teknikken. Så der har været en hel vild udvikling, siger Mette Henriksen, der har været ansat på TV2 Nord siden begyndelsen.

Da stationen gik i luften, skulle der syv mennesker til at afvikle en udsendelse. Dengang måtte et indslag ikke være kortere end 20 sekunder, da manden ved båndmaskinen, skulle bruge mere end 20 sekunder på at få skiftet et bånd i maskinen.

Du kan her se, hvordan det så ud, da TV2 Nord var i luften for allerførste gang den 1. april 1989.

 

Pia Stuckert, der er vært på den første udsendelse, er stadig ansat på TV2 Nord, ligesom Mogens Jørgensen, der tager sig af sportsnyhederne i første udsendelse, også er på stationen endnu. Mogens Jørgensen har selv i anledning af fødselsdagen været en tur i arkiverne for at finde nordjyder, han har besøgt gennem årene, for at se hvor de er i dag.

- Det har været helt fantastisk og nogle gange rørende at gense mange af de gamle klip. Det sværeste har faktisk være at vælge, hvilke klip der skulle bruges. For efter 30 år ligger der jo i hundredvis af minutter med sjove, skæve, rørende øjeblikke med nordjyder, som jeg har været heldig at møde, siger Mogens Jørgensen.

Mogens Jørgensen har i anledningen af stationens 30-års fødselsdag lavet ti programmer, hvor han besøger nogle af de nordjyder, man husker fra tidens løb. Dem kan du finde her. 


Seneste nyt

fra Nordjylland