Tvivler på begravet skat
Endnu et webclip fra tv2nord.dk
Arkivar Erik S. Christensen fra Nordjyllands Kystmuseum mener ikke, at der kan være en tysk nazi-skat begravet i Asaa.
Historien om en gammel begravet nazi-skat har sat gang i snakken i Asaa. En tysk tidligere marinesoldat stod i går stod frem og fortalte om skatten, som han efter eget udsagn var med til at grave ned under 2. verdenskrig.
Den 90-årige tyske tidligere marinesoldat fortalte, at han gravede flere huller på 4 x 6 x 4 meter på stranden i Asaa til de tyske troppers hemmelige værdier.
På Nordjyllands Kystmuseum mener arkivar Erik Christensen dog ikke, at beretningen om skatten holder vand.
- Jeg tror ikke på historien, for hvis vi kigger der, hvor han har sat krydset på et kort, så vil der være fugtigt. To spadestik nede, så kommer vandet simpelthen op, og det kan man ikke gemme noget i, siger Erik S. Christensen fra Nordjyllands Kystmuseum i Frederikshavn.
Erik S. Christensen fortæller, at tyske tropper faktisk lod flere sager nedgrave i området i 1945. Det var primært ammunition tyskerne gemte, og det kan stadig være sprængfarligt, hvis det graves op den dag i dag.
Tyskerne havde også et projekt med ubåde, som de forsøgte at hemmeligholde. Og det kan have skabt mystikken i området, som den tyske tidligere marinesoldat husker.
- Tyskerne brugte området som det sted, hvor de sendte deres en-mands ubåde i vandet fra. De sejlede ud på Kattegat og øvede sig i at sænke engelske krigsskibe. Og fragten af dem var altid hemmeligholdte, siger Erik S. Christensen.
- Jeg kan ikke forestille mig, at man har gemt skatte i Danmark. Da Carsten Ree for nogle år siden hævede ubåden ved Anholt, så var der jo heller ikke alt det guld i, som han havde håbet på, slutter arkivaren.