Tyv anmeldte selv indbrud

Cool Kids i Løkken blev i nat udsat for indbrud. En 19-årig mand er blevet pågrebet og sigtet i sagen. Ifølge politiet var den 19-årige selv, der var med til at anmelde indbruddet.

Klokken 00.45 natten til lørdag var der indbrud i Cool Kids i Løkken. Flere T-shirts og kasketter blev stjålet. En 19-årig mand fra lokalområdet er anholdt i sagen, efter et vidne så ham løbe med tyvekoster fra forretningen. Inden anholdelsen kontakter indbrudstyven selv politiet.

- Han ringer ind kort forinden, og melder sit skateboard stjålet. Han oplyser, at det er blevet smidt ind igennem ruden til tøjforretningen, hvor han så er gået ind for at hente det. Han siger, at han ikke tør gå ud igen, og det er derfor han ringer, fortæller vagtchef Jan Stagsted fra Nordjyllands Politi.

Politiet får i mellemtiden en anmeldelse fra en anden person i området, der har set den 19-årige mand i gang med at flytte t-shirts og kasketter ud fra forretningen.

Den 19-årige mand bliver taget med på stationen, og er nu sigtet for indbruddet.


Seneste nyt

fra Nordjylland