Tyv taget på fersk gerning for skoleindbrud

Nordjyllands Politi anholdt lørdag morgen en mand, som var brudt ind på Gistrup Skole.

Skolegang om lørdagen er fortid, men det er måske gået en 39-årig mands næse forbi. Lørdag morgen var manden brudt ind på Gistrup Skole ved Aalborg, hvor han blev taget på fersk gerning.

Nordjyllands Politi rykkede lørdag morgen klokken 05.17 ud til skolen og anholdt den 39-årige mand, som var blevet opdaget, da han brød ind.

Den 39-årige gerningsmand havde blandt andet et koben på sig. Manden, som er fra Aalborg Øst, skal afhøres senere lørdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland