Tyve blev jagtet efter indbrud - og kørte galt

Den ene af tyvene er efterfølgende anholdt af politiet - den anden på fri fod

Natten mellem mandag og tirsdag endte et indbrud rigtig meget i vasken for to tyve i Skærbæk ved Nibe.

Indbrudstyvene var på vej ind i et udhus i Skærbæk klokken 1. De blev dog overrasket af ejeren, der desuden valgte at sætte efter tyvene, da de kørte fra stedet i en stjålet flugtbil.

Jagten endte med, at tyvenes bil forulykkede og væltede om på taget. Ejeren ringede til politiet, der med hundepatruljen fandt den ene af de to mænd tæt på ulykkesstedet. Tyven - en 23-årig mand fra Nibe, som politiet kendte i forvejen - var i gang med at bryde ind i en ny bil.

Politiet slap efter en advarsel hundene løs, og man anholdt kort efter manden, der også havde en lille msule narkotika på sig.

Han er sigtet for brugstyveri af bilen og indbrud i udhuset. Han er blevet afhørt af politiet.

Politiet eftersøger stadig hans medgerningsmand, og regner med at finde frem til ham inden for overskuelig fremtid.


Seneste nyt

fra Nordjylland