Tyvetogt på Læsø
Foto: Jesper Lange
Lokalpolitiet på Læsø har fået fem anmeldelser om indbrud henover weekenden.
Den ellers fredelige ø har over weekenden haft besøg af en eller flere indbrudstyve, der har taget godt for sig i fem hjem på øen.
Der er tale om tre indbrud i Byrum og to i Vesterø, og i alle tilfælde er tyven eller tyvene gået efter kontanter og smykker, der er let omsættelige.
- Der er helt sikkert tale om de samme personer, og når vi har de her indbrudsbølger er der næsten altid tale om personer fra fastlandet, fortæller Per Nielsen, der er leder af landpolitiet på Læsø.
Sidste år oplevede øen en lignende bølge af indbrud, men hvor der denne weekend udelukkende har været tale om indbrud i beboelse, var det sidste år kun virksomheder der fik uønsket besøg.
Alle steder har tyvene ladet computere, fjernsyn og andre dyre effekter stå, men et enkelt sted er man sluppet af sted med en ret speciel cykel. Der er tale om en hvid mountainbike i herremodel, og den kan være nøglen til at løse sagerne.
- Jeg må ud og høre nogle mennesker, om de har set noget, og specielt om de har set den her cykel. Tre af hjemmene står stadig tomme fordi beboerne er på ferie, og det er således svært at skabe det samlede overblik over hvad der ellers måtte være stjålet.
Per Nielsen fra landpolitiet kan desværre ikke søge hjælp ved havnene på hverken Læsø eller i Frederikshavn. Videoovervågning herfra bliver nemlig ikke gemt.