Udenlandske virksomheder arbejder sort

Virksomhederne vender nu næsen hjemad og efterlader en enorm momsgæld til den danske stat. Byggebranchen kalder moms-unddrivelsen for urimelig.

Efterlader enorm momsgæld
De virksomheder, der er kommet hertil fra udlandet under de seneste års byggeboom, har arbejdet sort for, hvad der svarer til byggeri af mere end 2000 nye parcelhuse.
Virksomhederne vender nu næsen hjemad og efterlader en enorm momsgæld til den danske stat.

Konkurrenceforvridende
Byggebranchen kalder moms-unddrivelsen for urimelig og konkurrenceforvridende, skriver ErhvervsBladet mandag.

Undlader at afregne moms
Ifølge bladet undlader mange af de udenlandske virksomheder at afregne moms med det danske skattevæsen, inden de forlader landet.

669 millioner
De udenlandske virksomheders momsgæld til den danske stat er i øjeblikket løbet op i 669 millioner kroner.
Den skyldige moms svarer til, at der er udført arbejde for mere end 3,3 milliarder kroner.

Byggebranchen er bekymret
I byggebranchen ser man med bekymring på, at virksomheder, der har hjemme i andre lande, tilsyneladende stort set uhindret kan arbejde momsfrit her i landet.

- Det udsætter andre virksomheder for en urimelig konkurrencesituation, at de agerer, som om der ikke eksisterer moms, siger cheføkonom Søren Nicolaisen, Håndværksrådet.

Stort problem
Hos Dansk Byggeri ser de også momsundvigelsen som konkurrenceforvridende.

- Det er et stort problem, at der er virksomheder, der kan rejse fra en momsregning og derved få den konkurrencefordel, der ligger i, at du kan tilbyde priserne uden moms. Der skal ikke herske tvivl om, at det er et problem, der skal gøres noget ved, siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius, Dansk Byggeri.

Gælden vokset 160 millioner
Skat i Tønder, der har ansvaret for at registrere udenlandske virksomheder, arbejder på at få inddrevet den massive gæld, der alene de seneste otte måneder er vokset med 160 millioner kroner, hvilket svarer til 24,5 procent.

Arbejdsgruppe nedsat
På baggrund af den unfair konkurrence og de enorme summer statskassen mister, har skatteminister Kristian Jensen (V) nedsat en arbejdsgruppe. Repræsentanterne fra LO, 3F, BAT, Dansk Byggeri, Dansk Arbejdsgiverforening, Skat og Skatteministeriet skal sammen komme frem til nogle anbefalinger inden sommerferien.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland