Udkantsbyer syltes af Aalborg Kommune
Foto: Lone Vad Dam
Udkantsbyerne udsultes af Aalborg Kommune. Det mener man i alle fald i Hou, hvor det er svært at finde erhvervsgrunde.
Både erhverv og turisme har det svært i Hou og Hals. Ikke fordi de ligger i et yderpunkt af Aalborg Kommune, men fordi restriktive lokalplaner spænder ben for de virksomheder og butikker.
En af dem, der har opgivet at udvide sin virksomhed, er indehaveren af Hélia, Laurids Beckmann.
- Vores virksomhed har en omsætning på 70 millioner kroner. Vi var nødt til at købe os ind via en anden virksomhed, ellers havde vi slet ikke været her i byen. Da vi ville udvide, blev vi blankt afvist af kommunen, og derfor har vi nu flyttet størstedelen af virksomheden til Frankrig, fortæller Laurids Beckmann til TV2/Nord.
Og han står ikke alene med problemet. Den lokale erhvervschef oplever samme udfordring hos mange af de cirka 50 medlemmer.
- De kan ikke få lov til at udvide, og kommunikationen med kommunen er dårlig. De føler ikke, de bliver hørt. De bliver måske tilbudt grunde andre steder i kommunen, men du kan jo ikke lægge det lokale autoværksted i Aalborg. Det virker, som om det er kommunens formål at lukke ned for alt, der hedder erhverv herude, siger Steen Christensen.
En tur igennem Hou by afslører, hvordan en stribe butikker og virksomheder allerede har forladt byen. Og flere følger efter, hvis der ikke sker lempelser i lokalplanerne. Men Aalborg Kommune mener, at man har gjort, hvad man kan, og at udviklingen i øvrigt er ganske naturlig.
- Udviklingen går i retning af, at flere og flere mennesker søger mod byerne, så derfor er der intet underligt i, at butikker i yderområder lukker eller flytter. Men hvis erhvervslivet i Hals og Hov mener, noget skal gøres anderledes, så må vi da se på det, siger teknisk rådmand, Mariann Nørgaard (Venstre).