Udsolgt: Nordjyderne spiser påskelam i stor stil
Den tradtionsrige påskemiddag er populær, så hvis du ikke har fået lammekøllen i hus allerede, kan det blive svært at nå.
Har du købt ordentligt ind til påske? Er lammekøllen klar i køleskabet, hvidløg standby i grøntsagsskuffen og persillen klar til at blive hakket?
Hvis du kan svare ja, så velbekomme - halvanden time i ovnen og du er i mål. Hvis ikke: Beklager. Det kan blive mere end svært at skaffe hovedingrediensen til at godt, klassisk påskemåltid: Lammekøllen.
I hvert fald hvis du har tænkt dig at købe ind hos Slagter Dyrby i Løkken. Her blev der fredag solgt helt ud af de danske lam, som slagtermester Carsten Dyrby forud for påsken havde bestilt 14 styk hjem af.
Store handelsdage i påsken
- Det er de sidste køller - der er ikke flere tilbage, lød det fra Carsten Dyrby, der udbenede de sidste af de delikate udskæringer, da TV2 Nord besøgte ham langfredag.
Kunder var der masser af, da TV-holdet besøgte butikken, og Carsten Dyrby kalder da også dagens handel for "ganske god". Den kan dog ikke konkurrere med Skærtorsdag hvor kunderne stod i kø fra 10 til 14, og den kommer heller ikke til at overhale lørdagen i påsken målt på handel:
- Det er den tredjestørste dag i hele året, fortæller slagtermesteren.
Tradition og god smag
Mange af kunderne på denne langfredag kommer, ganske som traditionen byder, for at få et stykke lam med hjem, og dem TV2 Nord møder er ingen undtagelse:
- Det er en tradition at vi spiser lam til påske. Hver påske får vi en lammekølle hernede fra, fortæller Michael Hansen fra Aalborg.
Og mens tradition er én ting er god smag en helt anden:
- Når man godt kan lide det, så er det jo bare at bruge en anledning til at få nogle gode lammekøler, og det kan man jo her til påske, forklarer Tage Mostrup.
Begunstiget af sommerhuse
Carsten Dyrby er - forståeligt - godt tilfreds med strømmen af kunder i sin butik i Løkken, og mens højtiden kan få en del af æren, får Løkkens geografi resten af den:
- Udtrykket er jo, at Løkken vågner til påske, og det sker også i år. Det er nu, folk kommer og åbner deres sommerhuse og deraf får vi de faste kunder, som kommer til os, forklarer Carsten Dyrby med et smil.
- Jeg føler mig godt tilpas i påsken.