Udvalg beder om omgående tvangsfjernelse
Socialudvalget i Aalborg kommune vil tvangsfjerne den fireårige lillebror, men Børne- Unge formand siger nej.
Aalborg Kommunes socialudvalg forsøgte her i formiddag forgæves at få formanden for Børne-Unge Udvalget i Aalborg til øjeblikkeligt at fjerne den fireårige lillebror i sagen fra Mou, hvor et forældrepar i går blev idømt 5 måneders fængsel for mishandling af en 13 årig datter. Det oplyser P4 Nordjylland
- Det er vores opfattelse at drengen bør fjernes her og nu, Nu er dommen faldet, og vi er i tvivl om, hvorvidt forældrene kan varetage drengens tarv, siger socialrådmand Maibritt Iversen, og fortsætter:
- Formanden for Børne- Unge Udvalget har mulighed for at imødekomme en sådan anmodning fra kommunen men formanden afslår vores anmodning, siger Maibritt Iversen.
Formanden for Børne- Unge udvalget Lars Bang Jensen vil ikke kommentere sagen.
Det er nu op til Ankestyrelsen at beslutte om den fireårige dreng skal fjernes fra hjemmet med øjeblikkelig virkning.