Udvalgsformand beklager i Mou sag

Børne- og ungeudvalgsformand i Aalborg beklager sagen om mishandlet pige. Men sagen har været ekstremt vanskelig, siger han.

Det er stærkt utilfredsstillende, at der kunne gå to et halvt år, fra kommunen blev opmærksom på, at en pige mistrivedes, før en mishandlede pige fra Mou blev fjernet fra hjemmet.

Sådan lyder kommentaren fra formanden for Børne- og Ungeudvalget i Aalborg Kommune, Lars Bang Jensen (S), efter at pigens mor og stedfar torsdag fik fem måneders fængsel.

- Men det har været en ekstremt vanskelig sag, fordi familien har kapslet sig ind, tilføjer han.

På spørgsmålet, om det ikke netop burde have fået alarmklokkerne til at ringe, at familien kapslede sig ind,
svarer Lars Bang Jensen:

- Jo, og det gjorde det også. Man vi har også prøvet på den ene og den anden måde. Men ind imellem har der også været gode kontakter med familien. Pigen har jo først åbnet sig og kommet med sine beretninger, efter at hun blev fjernet.

Betyder det, at det også en anden gang i en
tilsvarende sag vil kunne tage så lang tid, før en pige får hjælp?

- Jeg tror da, man lærer af sådan en sag, siger Lars Bang Jensen, der ikke vil forholde sig til, om de to dømte kan få lov at beholde pigens lillebror.

- Vi er selvfølgelig nødt til at være opmærksom på sådan en familie, og det har vi også sagt til forvaltningen. Men vi har også pligt til at kigge på hvert enkelt barns behov hver for sig.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland