Udvalgsformand: - Det må simpelthen ikke ske, at det tager så lang tid
Efter TV2 Nord har kunne fortælle om Allan Krogh fra Storevorde, der har fundet over 30 fejl i sin arbejdsskadesag, lover formanden for folketingets beskæftigelsudvalg nu, at der skal indføres et enklere, hurtigere og mere korrekt system.
Bjarne Laustsen (S) ser med stor alvor på sagen om Allan Krogh, der har fundet over 30 fejl i sin arbejdsskadesag. Ifølge ham er sagen her et eksempel på et komplekst system, bestående af lappeløsninger bygget op over flere år.
- Derfor skal vi kigge på, om ikke vi kan finde et mere effektivt system. Et mere forenklet system, hvor der er hurtigere og mere korrekte afgørelser, for man bliver ikke mere rask af, at det tager så mange år at få håndteret en sag, siger Bjarne Laustsen.
Ifølge ham har beskæftigelsesudvalget været i dialog med eksperter fra alle ender af arbejdsmarkedet, for at give forslag til, hvordan man får et mere brugervenligt system, så sager som Allan Kroghs forhåbentligt snart hører fortiden til.
- Vi har lange behandlingstider, men kun fem procent af sagerne er årsag til gennemsnitstiden på et års tid. Det er alt for lang tid, som vi simpelthen skal have kogt ned. Det må simpelthen ikke ske, at det tager så lang tid, så folk kommer i klemme. Det skal vi blive bedre til. Jeg håber på, vi snart kan få et nyt, mere effektivt, arbejdsskadesystem.
Bjarne Laustsen har nu inviteret Allan Krogh ind til at fortælle sin historie for folketingets beskæftigelsesudvalg, så de andre partiers ordfører kan få indblik i sagen.
- Alle parter er enige om, at der skal ske noget. Vi håber på at få en indstilling fra arbejdsmarkedets parter i efteråret. Så skal vi have ministeren i et møde, for at se om alle kan blive enige der. Så jeg håber på, at det sker inden for en overskuelig fremtid, siger Bjarne Laustsen.