Uenighed om branding-effekt af højhuse
Højhuse skal i følge kommunen være med til at markedsføre Aalborg i den store verden. Men både blandt politikere og eksperter er der tvivl om størrelsen af en sådan branding-effekt.
Smukke og opsigtsvækkende skyskrabere langs Limfjorden skal være med til at sætte Aalborg på verdenskortet.
- Alle byer konkurrerer mod hinanden med de samme midler - og for tiden er det højhuse, siger medlem af Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur og professor i byplanlægning, Bo Vagnby.
Seks steder i forslag
Og kommunen har foreslået seks steder til markante bygningsværker. Spørgsmålet er bare, om det overhovedet vækker opsigt.
- Jeg mener ikke, at man kan påvise, at opførelsen af et højt hu et bestemt sted medfører en økonomisk udvikling, siger Bo Vagnby.
Tvivl om værdien af markedsføring
Også flere politikere tvivler på, at højhusene vil have stor værdi som markedsføring.
- Nej, det tror jeg bestemt ikke på. Jeg tror, at det, der kan brande os, er om vi får kvalitet i vores arkitektur, uanset om byggeriet er højt eller lavt, siger Vibeke Gamst (Kons.), menlem af Teknik- og Miljøudvalget i Aalborg Kommune.
Turister vil fotografere
Men højhusene har også deres fortalere. Også når vi taler branding og markedsføring.
- Det giver Aalborg et internationalt snit at få nogle høje huse. Og derfor skal vi holde fanen højt omkring design, kvalitet og skulpturel værdi ved et sådant højhus. For det skal være helt i top. Og så får vi alle turisterne til tage billeder og så på havnefronten, som vi får op på internationalt niveau, siger Arne B. Schade(Soc.dem.), medlem af Taknik- og Miljøudvalget i Aalborg Kommune.
Aalborg mest for nordjyderne
Men det er nok værd at huske på, at det i sidste ende er os selv, der skal kigge allermest på højhusene.
- Det er vigtigt, at byens borgere er stolte og glade for den arkitektur, de kan vise frem for deres gæster. Det er efter min mening langt vigtigere, end at vi får et bestemt image, siger Bo Vagnby.
Se oplægget til højhuspolitik i Aalborg her:
http://www.aalborgkommune.dk/Borgerportal/Kort+og+planer/Lokalplaner/HOEJHUSE.htm