Uhygge i julen: Nissedrab spøger stadig på historisk gård
Spøgelsesjægerne er på spil i særligt juleafsnit.
Før i tiden var juletiden fyldt med mørke fortællinger og væsener. Ikke mindst på Waar Hovedgaard, hvor en makaber nissehistorie finder sted.
Se programmet "Er der Nogen? - Jul på Waar Hovedgaard" nederst i artiklen eller på TV 2 PLAY.
På loftet sidder nissen med sin julegrød...
...Lyder en velkendt og stemningsfyldt julesang. Men på den flere hundrede år gamle Waar Hovedgaard får den en uhyggelig betydning, da spøgelsesjægerne Kasper Le Fevre, Trine Gadeberg og Mikkel Egelund i anledningen af højtiden er på besøg.
Der knytter sig nemlig et særligt juleeventyr til stedet.
En historie om en nisse, der kommer i carambolage med en nisse fra et andet sogn.
- Nissen som er her havde ikke kræfter nok til at slå den anden nisse ned, så han allierer sig med tjenestedrengen på Waar Hovedgaard, fortæller Kasper Le Fevre.
Og det ender fatalt:
- Han får tjenestedrengen til at stå vagt, da den anden nisse kommer. Så kommer nissen som "et brændende hjul", og tjenestedrengen hugger til ham, så han ender i søen og drukner, siger Trine Gadeberg.
Nisser var ikke flinke
TIlbage i historien var nisser langt fra de milde fantasivæsner, man ser dem som i dag.
- I gamle dage lavede man offergaver til nissen for, at ens børn ikke skulle dø og ens afgrøder ikke skulle rådne væk. I dag er det en lille hyggelig ting med noget grød, siger Kasper Le Fevre.
- Det betyder også, at det var noget, man tog brandalvorligt, siger Mikkel Egelund.
- Man skal huske, at den måde, vi nu ser på nisser, kun er noget, vi har gjort de seneste halvtreds år, fortsætter han.
Om Waar Hovedgaard
Waar er en gammel hovedgård, som nævnes første gang i 1450.
Den tilhørte ligesom mange andre af egnens herregårde Vitskøl Kloster i reformationen.
Waar slot blev opført fra 1587 til 1590 som en af de største herregårdsanlæg i Nordjylland.
Kilde: Waar.dk
På turen påtager Trine Gadeberg sig, på grund af sin fortid som nisse i julekalenderen Nissernes Ø, at gå på jagt efter nissen på loftet i den historiske bygning.
Stemningen deroppe er langt fra hyggelig.
- Puha. Det lugter lidt fælt heroppe, siger Trine Gadeberg. Hold kæft jeg får hovedpine nu.
Hun er ved at få et chok, da hun mærker noget blødt på gulvet...
- ARGH! - der var lige en nissehue. Har I lagt den der? Spørger hun de andre spøgelsesjægere over walkie-talkien.
Intet svar.
- Det er så klamt og vådt, udbryder Trine Gadeberg, der får endnu et chok, da hun opdager en ulækker gave fra sine spøgelsesmakkere på det mørke loftsgulv...
...Se hvad det er, og om jagten bærer frugt i "Er der Nogen? - Jul på Waar Hovedgaard" lige herunder eller på TV 2 PLAY.