Ulovlige lejeboliger bliver gjort lovlige
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Hjørring Kommune modtager ros for deres initiativ om at gøre ulovlige lejeboliger lovlige.
Hjørring Kommune sendte i foråret brev til 230 ejere af ulovlige lejeboliger for i samarbejde at løse problemerne - og det giver pote. Det fortæller DR Nordjylland.
- Det har været en meget positiv proces, hvor vi har været i kontakt med mange borgere, fortæller arkitekt Peter Mathiesen fra Hjørring Kommune, som synes, han har en positiv dialog med udlejerne.
- Borgerne har lyst til, at vi kommer ud, når de finder ud af, at det er et samarbejde. Det er jo for at hjælpe dem, forklarer han.
Problemerne kan blandt andet være manglende brandudgange fra en kælder- eller taglejlighed - men det kan også bare være en manglende registrering af, at husets overetage bliver lejet ud som selvstændig bolig.
Udfordringerne med 51 af de ulovlige boliger er nu løst - og omkring 30 andre er i gang med at blive det.
- Jeg synes, det er en rigtig god ide, siger formanden for Lejernes LO, Helene Toxværd, om Hjørring Kommunes initiativ til at komme problemet med de ulovlige lejeboliger til livs.
Hun roser dem for deres ubureaukratiske måde at gribe det an på med et brev og efterfølgende en opringning.
- I forhold til det, jeg har hørt, så synes jeg bestemt, det lyder spændende. Og det kan man da kun opfordre andre kommuner til at følge op på, lyder det fra formanden.
Peter Mathiesen fra Hjørring Kommune er dog godt klar over, at der vil være mere arbejde i at få de manglende boliger gjort lovlige, da ejerne indtil videre ikke selv har meldt tilbage på kommunens henvendelse. Det opfordrer han til, at de gør.