Ultimatum til Hjørring kommune om kystsikring
Kystdirektoratet stopper nu de evindelige diskussioner med Hjørring kommune om kystsikringen ved Lønstrup. Nu kræver de en fem-årig aftale med kommunen ellers vil de ikke være med til at betale for kystsikringen.
Kystdirektoratet vil have fem år
Kystdirektoratet betaler halvdelen af regningen for den kystsikring der sker omkring Lønstrup. Den anden halvdel betales af Hjørring kommune. Indtil nu har kommunen og direktoratet hvert år skulle tale sig til rette om hvert enkelt projekt, men det gider kystdirektoratet ikke mere. Nu vil de have en fem-årig aftale ellers trækker de sig helt ud af projekterne.
- Det har vi det egentligt godt med. Sagen er nu den, at vi kan få noget perspektiv på kystsikringen. Vi kan også begynde at vende blikket ud mod vandet, så vi måske kan begynde at pumpe sandet ind i stedet for altid at skulle køre det til i lastbil, siger formanden for Plan- og Miljøudvalget, Per Harfeld fra Venstre til TV2/NORD.
Glæde hos Turistforeningen
Kystdirektoratets ultimatum glæder turistforeningsformanden i Lønstrup. I årevis har han efterlyst en mere stabil politik på området.
- Jeg syntes det er meget glædeligt. Det ændrer jo på at det ikke altid er i 11. time hver gang vi skal have kystsikret. Sidste år nåede man jo ikke engang hele strækningen, siger formanden for Lønstrup Turistforening, Svend Bjørnager til TV2/NORD.
900.000 kroner fra Hjørring
Kystdirektoratets ultimatum kommer til at koste Hjørring kommune 900.000 kroner om året. De fleste af de penge havde de såmænd nok brugt alligevel på kystsikring, men i fremtiden bliver de altså låst, og dermed bliver der mindre til diskussion hvert år når kommunen skal lægge budget. En øvelse der hidtil har været mere end svært fordi kommunen mangler penge.
- Hvis ikke man har for mange penge, så er det altid svært at lægge budget hvis man binder nogle penge. Omvendt må man sige at de her penge, dem er vi nødt til at have til rådighed fordi vi har forpligtiget os til at kystsikre sammen med Kystdirektoratet, siger formanden for Plan- og Miljøudvalget, Per Harfeld fra Venstre til TV2/NORD.
Fem år med kystsikring
Plan og miljøudvalget valgte på deres møde her i eftermiddags, at sige ja til en fem-årig aftale med Kystdirektoratet.