Flere og flere psykisk syge nordjyder bliver tvangsindlagt på Aalborg Psykiatriske Sygehus. En ny statistik viser, at der siden 2007 har været indlagt 40 procent flere mod deres vilje.
- Det er en ulykkelig udvikling og hvis den skal vendes, skal der gribes ind langt tidligere, siger Per Lund Sørensen, direktør på Aalborg Psykiatriske Sygehus.
- Jeg har været tvangsindlagt på den lukkede afdeling og det er meget ubehageligt, at blive indlagt under tvang. I værste fald kan det forværre ens sygdom, siger Camilla Krogh, som har diagnosen skizofreni.
I 2011 lavede personalet på de psykiske afdelinger 526 frihedsberøvelser. I 2007 var det 378. det svarer til en stigning på 40 procent. Det viser tal fra Psykiatrien under Region Nordjylland.
Derfor mener psykiatridirektør i Region Nordjylland, Per Lund Sørensen, at man skal være bedre til at opdage tegn på psykiske lidelser tidligere. Han peger især på at samarbejdet med de praktiserende læger kan forbedres.