Underleverandører til festivalbranchen: - Vi har brug for langsigtede løsninger og gennemsigtighed

Dagen efter en ekspertgruppe kom med deres anbefalinger til regeringen om, hvordan sommerens festivaler kan løbe af stablen, er der ikke meget ros til regeringens håndtering fra flere, der leverer til oplevelsesbranchen.

- Man føler lidt, at vi er reduceret til en hofnar, og så må vi pænt vente på, at ”de voksne” ringer og siger, at nu må vi godt tage guitaren frem og spille lidt.

Frustrationen er tydelig hos Mikkel Rodkjær, der til dagligt driver virksomheden PROFOX, der leverer lyd, lys og teknik til koncerter, festivaler og konferencer.

Baggrunden for frustrationen er endnu en melding fra Regeringen om sommerens events og festivaler. I går meddelte et ekspertudvalg, at man ikke kunne anbefale gennemførsel af sommerens festivaler. En melding, der går stik i mod tidligere beskeder fra myndighederne.

- Det er svært for os at drive virksomhed på den måde, men det er langt værre for hele det vækstlag, som føder den her branche. For andet år i træk kommer der ikke nye arrangementer til, nye kunstnere kommer ikke ud at spille og erfaringen i branchen søger andre steder hen, forklarer Mikkel Rodkjær.

Skiftende udmeldinger frustrerer berørte erhverv

Hos virksomheden GODIK, der leverer toiletvogne, mandskabsvogne, hegn og andet festivaludstyr må man for andet år i træk meddele henved 300 sæsonarbejdere, at de heller ikke i år skal arbejde på sommerens events. Virksomheden har flere hundrede toiletvogne stående på lager og 116 kilometer hegn, som næppe kommer på græs i år.

- Jeg har femten lastbiler, som jeg lige har fået synet. Nu kan jeg pille pladerne af dem igen. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man ikke kan melde noget mere konkret og langsigtet ud. Eller i det mindste forklare lidt mere gennemsigtigt, hvad man vurderer efter. Hvis vi vidste, at ved ”smittetal x” gælder de her regler og ved ”smittetal y” gælder de her regler, så havde man da noget at rette sig efter. Lige nu er der ingen fornuftige forklaringer på de restriktioner, som ændres dag for dag, forklarer Kim Godiksen, der ejer virksomheden.

Ekspertpanelets anbefalinger skal først vurderes af politikerne, inden man ved, om de bliver til de endelige restriktioner eller om der bliver ændret på anbefalingerne. Hvornår det bliver, ved ingen, men kulturminister Joy Mogensen lover, at det bliver hurtigst muligt:

- Som kulturminister vil jeg helst have så meget åbnet så hurtigt som muligt, men jeg er også minister i en regering, der skal sikre, at genåbningen af samfundet sker i et tempo, hvor vi ikke mister kontrollen med virussen, lyder det fra ministeren.

På baggrund af eksperternes foreløbige meldinger, har Nibe festival besluttet, at man ikke gennemfører en normal Nibe Festival i år. Skagen Festival forventer at kunne gennemføre deres årlige arrangement indenfor reglerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland