Underskud vendt til overskud for Skagen Festival

Skagen Festival har de seneste par år haft det svært økonomisk, men 2014-udgaven endte ud med et lille overskud.[size=3][/size]

Det er ingen hemmelighed, at det for langt de fleste danske festivaler kræver hårdt arbejde, hvis der skal præsteres et overskud. Flere og flere festivaler har store økonomiske kvaler, og Skagen Festival har de seneste par år heller ikke kunnet se sig fri for økonomiske udfordringer.

Men den negative udvikling er nu vendt, og lørdag den 15. november kunne Skagen Festival så løfte sløret for, at 2014-udgaven af festivalen endte med et overskud på 9.808 kroner. Sidste år endte Danmarks nordligste festival med et underskud på 51.000 kroner.

Skagen Festival havde i år eksperimenteret med musikprogrammet, hvor man havde sammensat et line-up, der henvendte sig til en lidt ældre målgruppe. Den satsning har vist sig at give pote, og derfor agter festivalen også at fortsætte med denne strategi.

- Musikudvalget har arbejdet meget fokuseret på at lave et spændende program, hvor især danske musikere får lov til at vise, hvad de kan. Det danske musikliv summer af høj energi, engagement og kreativitet. Musikerne søger bl.a. deres inspiration i udlandet, hvorved der opstår konstellationer mellem danske og udenlandske musikere. Dette vil man også kunne opleve i 2015. Musikprogrammet vil blive præsenteret allerede i december måned, skriver Skagen Festival i en pressemeddelelse.

Skagen Festival 2015 løber af stablen fra den 2.-5. juli.


Seneste nyt

fra Nordjylland