Underslæb et stigende problem i idrætsklubber

Det er ofte for nemt for kassereren i den lokale idrætsklub at stoppe klubbens penge i egen lomme. Det mener Danmarks Idræts-Forbund, der peger på at kassereren alt for ofte sidder alene på pengekassen.

I Hirtshals Boldklub er der blevet lidt mere smalhals end der har været. Klubbens tidligere kasserer har over to år har stjålet 200.000 kroner fra kassen.

- Vi have slet ikke fantasi til at tro på at det kunne ske for os. Det er et voldsomt tillidsbrud vi har været udsat for, siger Jesper Vandsted, der er næstformand i Hirtshals Boldklub.

Kassereren blev dømt i retten for et år siden. Hun var alene om at styre klubbens pengesager, og ifølge Danmarks Idræts-Forbund er det ofte det, der går galt, når en idrætsklub bliver udsat for underslæb.

- Hvis kassereren sidder alene, så er det kassereren, der alene har styr på klubbens bankkonti. Han er den eneste der ved hvad status er og den eneste, der bestemmer over transaktionerne på kontoen. Så kan man føre penge de forkerte steder hen, herunder til sig selv, siger juridisk konsulent i DIF, Jan Larsen.

Et lille udpluk fra de seneste år viser at en kasserer fra Brande IF har stjålet 486.000 kroner fra klubbens kasse. En kasserer fra Osted If ved Roskilde har brugt 229.000 kroner af klubbens penge på at betale egne regninger. I Tarup-Paarup IF på Fyn har en kasserer lænset klubben for ikke mindre end 750.000 kroner. Hirtshals Boldklub har mistet 200.000 kroner og nu er Klokkerholm IF altså også ramt med et tab på 367.000 kroner. DIF anslår at der er mellem fem og ti sager om underslæb i Idrætsforeninger hvert år, og problemet er stigende.

- Jeg gætter på at det er den krisen, der kradser, der får motivationen til at gøre det forkerte til at vokse hos nogen mennesker, siger Jan Larsen.

For at undgå de kedelige sager råder DIF klubberne til at der er to mand om at holde orden på økonomien. Det er netop det man nu har indført i Hirtshals Boldklub - klog af skade.

- Man kan selvfølgelig aldrig helt gardere sig imod folk, der vil snyde, men jeg synes at vi har sikret os så godt som vi kan ved at dele økonomien ud på flere hænder.

I Hirtshals Boldklub er den tidligere kasserer dømt i retten til at skulle betale de 200.000 kroner tilbage. Klubben har fået at vide at hun ikke har pengene. De tror derfor ikke på at de nogensinde får kronerne i kassen igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland