Ung kvinde slået ned i Aalborg

En 24-årig kvinde blev natten til fredag slået til jorden i Aalborg. Den formodede gerningsmand er anholdt.

En 24-årig kvinde blev klokken 02.09 natten til fredag slået ned i Aalborg. Kvinden fik et knytnæveslag i ansigtet og faldt til jorden. Episoden skete ud for Bispensgade 27.

Gerningsmanden gik fra stedet, men takket være et godt signalement, kunne politiet anholde ham allerede klokken 02.12, oplyser Nordjyllands Politi.

Den 24-årige kvinde blev efterfølgende kørt til behandling på skadestuen, mens den formodede gerningsmand, en 23-årig mand, blev taget med på stationen.

Han vil nu formentlig blive sigtet for vold.


Seneste nyt

fra Nordjylland