En 27-årig mand fra Dybvad er anholdt, efter han natten til lørdag gik amok på værtshuset Fregatten i Frederikshavn.
Politiet blev tilkaldt kort før klokken halv to, fordi den 27-årige var voldelig over for en anden gæst på værtshuset. Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Henrik Beck.
Da patruljen ankom og hev den 27-årige ud fra værtshuset, rettede han sine agressioner mod politiet. Det gik så vildt for sig, at en kvindelig betjent kom til skade og muligvis har brækket hånden.
Den 27-årige er sigtet for vold og vold mod tjenestemand i funktion. Politiets jurister skal nu vurdere, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.