Ung mand stukket med kniv ved karneval

Under optakten til årets karneval i Aalborg blev en ung mand stukket med kniv og var en overgang i livsfare. 26-årig mand har tilstået at stå bag knivstikkeriet.

Karnevalet i Aalborg var knap nok gået i gang, før politiet blev kaldt ud til et knivstikkeri.

Kort efter klokken halv ti lørdag formiddag blev en 24-årig mand fra Aarhus-området overfaldet og knivstukket fire-fem gange i ryggen og en gang i armen.
- Her blev en pulsåre ramt, og så kan det jo være livstruende, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Bent Højgaard.

Den 24-årige var sammen med nogle venner ved at varme op til karnevalet. De festede i en baggård i Markusgade 7, da gerningsmanden pludselig dukkede op og stak den unge mand ned.

Ofret er kørt på traumecentret på Aalborg Sygehus, og ifølge politiets seneste oplysninger er hans tilstand stabil, og han er uden for livsfare.

Politiet kender ikke motivet til overfaldet, og den 24-årige venner har forklaret, at de ikke kender gerningsmanden.

Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi fortæller, at det nærmest var et tilfælde, der gjorde, at man fik fat i den mulige gerningsmand. Efter knivstikkeriet gik politiet i gang med efterforskningen, og i den forbindelse bankede politipatruljer på hos folk i nærområdet for at høre, om de havde set noget. En patrulje bankede på hos en 26-årig mand, som med det samme erkendte at stå bag overfaldet.

Manden var hverken påvirket af stoffer eller alkohol. Tilsyneladende havde han bare fået nok af den larm og ballade, der var i forbindelse med karnevalet.

Den 26-årige er sigtet for forsøg på manddrab og skal nu afhøres. Han fremstilles formentlig i grundlovsforhør i morgen, søndag.


Seneste nyt

fra Nordjylland