Ungdomsringens Musikfestival 2008
Råkost og Rock `n? Roll - sundhed der svinger Ungdomsringens Musikfestival åbner fredag 18. januar og kører i to musikglade dage. Der er fri entré til festivalen, og selv om musikken spilles af unge til unge, så er alle aldersgrupper meget velkomne.
Størst i Europa
Festivalen har igennem årene udviklet sig til at blive Europas største og allermest spektakulære ungdomsarrangementer med ca. 25. 000 besøgende, 243 bands på 10 scener.
Fred og fordragelighed
Det lyder voldsomt, men ikke desto mindre er det hvert år lykkedes at afvikle dette monsterarrangement i fred og fordragelighed, blandt andet på grund af en tydelig alkoholpolitik, som siger nul spiritus, men så sandelig også fordi den levende musik "gør det der ved mennesker" - det er denne magi vi kommer for at opleve år efter år.
Gratis adgang
De kommer alle sammen. Den håbefulde musiker, den farverige punker med hanekammen, de seje hip-hoppere og de nye kærestepar, alle med en forhåbning om at få en ordentlig en på opleveren, og så er der oven i købet gratis adgang.
Scene for rap m.m.
Sidste år introducerede festivalen, med helt overvældende succes, en helt ny scene som skulle præsentere ny ungdomskultur i form af Hip-Hop, rap og streetdance osv.
Succesen gentages naturligvis igen i år. Scenens afvikling er igen i år lagt i kyndige hænder hos nogle af Aalborgs sejeste rappere, kom ind og hils på Lise The Leader, ToMa, HamJoos og de andre, når de fyrer den af på "Rap?n?Roll" scenen som den blev døbt sidste år.
DanZukker og Annasaid
Traditionen tro afsluttes både fredag og lørdag med koncert fra Aalborghallens store scene.
Fredag klokken 00.00 står det lokale partyband DanZukker for underholdningen, de tager os med på en eventyrlig rejse tilbage til den danske 80'er scene, hvor det var Helmig, DoDo, TV2 og mange andre som styrede. Krydret med et forrygende sceneshow, så skulle succesen være sikker.
Det unge, århusianske band Annasaid gæster Aalborg Musikfestival som hovednavn om lørdagen, med en spritny EP i bagagen. De fire numre der her er at finde oser af melodisk, velkomponeret indie-rock og vil sammen med andre sange fra bandets repertoire på aftenen blive leveret akkompagneret af et overbevisende og yderst energisk sceneshow, uden tvivl et navn som i de kommende år vil slå igennem på den danske rockscene.
Electronic street
Som noget helt nyt på festivalen etableres et messe- og aktivitetsområde kaldet "Electronic Street" som sætter fokus på Elektroniske medier dels som kommunikationsværktøj - men også som et lege- og læringsmedie.
Med etableringen af "Electronic Street" ønsker Ungdomsringen i år at vise de mange potentialer, der findes i medier - chatrooms og websides.
Cyberhus afvikler workshop om venskab, og endelig vil de unge møde den populære chatside Arto.dk?s bagmænd for dialog om sitet - og dermed forsøger udstillingen at nå hele vejen rundt om unges brug og muligheder i de elektroniske medier."
Sundhed
Et andet fokuspunkt på festivalen er "sundhed". Det generelle budskab i alle landets medier er, at danskerne generelt er for fede, spiser forkert, drikker for meget, ryger for meget og er ude af form - og der er en stigende bekymring for den unge generation.
Ungdomsringen vil derfor i samarbejde med Aalborg Kommune (Sundhed og Bæredygtig Udvikling) sætte fokus på det brede sundhedsbegreb i forhold til børn og unge uden en moralsk løftet pegefinger.
Vandforsyningen stiller med en "vandbar", Sundhedscenter Hasseris kommer med en "sundhedsbar", hvor man kan få målt kondital, fedtmåling og kuliltemåling, UngGoda udfordrer de unges viden om alkohol, og der vil være information om Sikker Sex.
Ungplugged scenen
Udover alle de programlagte koncerter, så bliver der gang i den på Unplugged scenen, og på den Eksperimenterende scene - altså scenen som giver plads til de mere skæve indslag.
Der er derudover masser af gang i den rundt omkring i det store kongrescenter.
Den står på improviserede jamsessions, forskellige ungdomsrelaterede stande og vel omkring 20-25.000 gæster.