Unge føler sig snydt af boligforening
En stor gruppe studerende i et af Aalborg nye kollegier er stærkt utilfreds med boligselskabet Himmerland, som de unge mener ikke har leveret det de lovede..
En stor gruppe studerende, i et af Aalborg nye kollegier, er stærkt utilfreds med boligselskabet Himmerland. Ifølge de unge, lever byggeriet slet ikke op til det boligselskabet havde stillet i udsigt, inden de flyttede ind.
Løftebrud, fejl og mangler i byggeriet frustrerer de unge beboere i Idrætsbyen på Hadsundvej i Aalborg. De betaler hver en husleje på knap 4000 kroner om måneden.
- Der er jo mange som vælger at flytte hertil, på grund af faciliteterne fordi det er noget som man gerne vil betale ekstra for, men når så de faciliteter ikke er klar når man flytter ind, så er det at man bliver skuffet, siger en af de studerende Kim Johannsen til TV2/NORD.
I stedet for et cykelskur, har de unge fået besked på at fjerne cyklerne, fordi de blokerer en brandvej. Vejen rundt om kollegiet skulle også for længst være asfalteret, men det er heller ikke sket.
- Sandet det ryger op på vores altaner og ødelægger vores terrassedør, selv om vi i uge 22 blev lovet at der ville blive asfalteret, siger en af beboerne, Jeanett Østergaard Lauest til TV2/NORD.
Boligselskabet Himmerland ville i dag ikke kommentere kritikken fra beboerne, men formanden Ib Fruensgaard siger til TV2/NORD, at problemerne skyldes at byggeriet ikke er færdig. Herefter blev røret lagt på.
En af beboerne Kim Johannsen har nu oprettet en facebookside hvor beboerne kan få luft for deres frustrationer - og det gør de i stor stil. Mange af dem føler sig nu så magtesløse at overvejer at flytte.
- Jeg overvejer selv at flytte herfra, og der er flere der allerede er flyttet på grund af de mangler der er. Simpelthen fordi jeg ikke synes jeg får noget for de penge jeg betaler for at bo her, siger Kim Johannsen til TV2/NORD.