Unge gode til at færdiggøre studierne

Danmark ligger højt på listen over lande, hvor flest studerende ender med at få et eksamenspapir.

Det kan godt være, de er langsomme, men over 85 procent af de danske studerende på en videregående uddannelse ender med at få en uddannelse.

Dermed placerer de danske uddannelser sig på en fjerdeplads i OECD's opgørelse over, hvor stor en andel af de studerende, der gennemfører en uddannelse, skriver Information.

Danmark risikerer imidlertid at sætte sin fornemme placering over styr, hvis regeringen gør alvor af at skære det ekstra års SU - det såkaldte fjumreår - væk, vurderer uddannelseseksperter.

- Hvis man fjerner det sjette års SU, kan man frygte, at det vil føre til, at færre får en uddannelse, siger formand for SU-rådet Per Christian Andersen, der er mangeårig studiechef på Syddansk Universitet, til Information.

- Der ligger Danmark jo ellers i topfire over de lande, hvor der er flest, der gennemfører en videregående uddannelse, tilføjer han.

Når Danmark ligger højt med hensyn til andelen af studerende, der får en uddannelse, skyldes det ifølge studiechefen, at de studerende har mulighed for at vælge om, uden at der bliver lukket for studiestøtten.

Studiechef på Aalborg Universitet, Preben Sørensen, er enig.

At afskaffe det sjette års SU vil skabe store problemer for de studerende, fordi de må tage lån og ekstra arbejde, hvis de ryger ud af SU-systemet, lyder det.

- Det vil jo forlænge studietiden yderligere og være direkte kontraproduktivt i forhold til det, regeringen vil, nemlig at få de studerende hurtigere igennem og ud på arbejdsmarkedet, siger Preben Sørensen.

Han mener derfor, at man bør gøre en undtagelse for de studerende, der skifter studie, hvis man vil annullere fjumreåret.

Uddannelsessociolog Jens Peter Thomsen fra Københavns Universitet påpeger, at det danske uddannelsessystem er bygget op omkring hele uddannelsesforløb.

Det gør det langt sværere at skifte studie end i andre lande, hvor uddannelserne i langt højere grad er bygget op om kortere moduler, lyder det.

- Derfor er det væsentligt med det ekstra års SU, siger Jens Peter Thomsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland