Unge søger velbetalte jobs
Foto: Daniel Mikkelsen
Medicinstuderende fra Aalborg Universitet kan til sommer begynde at behandle patienter, når de starter deres kliniske uddannesle på Aalborg Sygehus.
Stor stigning i ansøgertallet hos de naturvidenskabelige fag.
Når de unge skal søge en videregående uddannelse på et af landets universiteter, er de i stigende grad opmærksomme på, hvad der kan give et godt og velbetalt job efter studiet. Hvert fald oplever særligt de naturvidenskabelige- og tekniske universiteter en stor stigning i ansøgertallet. Det skriver Politiken.
Den tendens gør sig også gældende på Aalborg Universitet, hvor de teknisk/naturvidenskabelige fag har oplevet en fremgang på 24 procent i antallet af ansøgere sammenlignet med forrige år. I alt har 13.456 søgt om optagelse på Aalborg Universitet, og det er en fremgang på 17 procent siden 2012.
- Det er de våde fag, altså naturvidenskab, der vokser i øjeblikket. Det er mange af de fag, der henvender sig til det private erhvervsliv, det vil sige ikke nødvendigvis til statsadministrationen. Vi ved alle sammen godt, at staten strammer til i øjeblikket, så de mange nye job ligger i det private erhvervsliv, siger rektor for Aalborg Universitet Finn Kjærsdam til Politiken.
At de naturvidenskabelige- og tekniske uddannelser oplever sådan en stigning kan skyldes, at de ofte giver mulighed for en bedre løn, samtidig med, at chancen for at job efter endt uddannelse er større.
- Det glæder mig særligt, at flere unge vælger videregående uddannelser, der er rettet mod beskæftigelse i private virksomheder. Det er de job, der skal sætte gang i væksten igen, siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R) i en pressemeddelelse.